Fra inklusionshuller til inklusionsbroer - Børneperspektiver som vej til virkningsfulde støttemuligheder mellem almen- og specialområdet
-
Rune Frederik Cordsen (PI-KP)
Anette Bentholm (Co-PI, UCN)
Pernille Damm Mønsted Pjedsted (VIA)
Rikke Brown (Absalon)
Mette Molbæk (VIA)
Marianne Oksbjerg (UCN)
Stine Kaplan Jørgensen (KP)
Anna Kathrine Frørup (Absalon)
-
Rune Frederik Cordsen, Ph.d., KP, ruco@kp.dk
Formål og forskningsspørgsmål: Projektets formål er at bidrage med ny viden fra særligt børneperspektivet som katalysator for virkningsfulde veje til at organisere støttemuligheder for børn og unge i skolen.
Projektet ønsker at svare på: Hvordan oplever børn og unge, der vurderes at have et behov for støtte i skolens sociale og faglige fællesskaber, den støtte, de er i? Hvordan forstår og oplever forældre, lærere, pædagoger, socialrådgivere, skoleledere og PPR-psykologer støtten, organiseringen af støtte samt samarbejdet omkring støtte i inklusionssystemet? Hvordan bliver organiseringer af støtte til børn og unge, der vurderes at have et behov for støtte i skolens sociale og faglige fællesskaber, virkningsfulde?
Forskningsdesign: Projektet er et multipelt casestudie i fire danske regioner, hvor én skole indgår i hver region. I hver case følges mindst tre børn og deres støtte i skolehverdagen med fokus på at undersøge variationer i støtteordninger mellem almen- og specialpædagogik. Projektet kombinerer et komparativt casestudiedesign, der muliggør analyser af data på tværs af steder, kontekster og praksisformer. Projektet er organiseret i tre sammenhængende arbejdspakker, der hver især adresserer et af projektets forskningsspørgsmål.
Forventet resultater og videnskabelig formidling: Projektet forventes at skabe ny forskningsbaseret og praksisnær viden om, hvordan støtte og samarbejde kan organiseres med udgangspunkt i et tydeligt børneperspektiv, med fokus på hvilke inklusionshuller kan undgås, og hvilke inklusionsbroer der kan skabes.
Resultaterne formidles gennem nationale og internationale videnskabelige artikler, konferencer og forskningsnetværk samt via praksis- og uddannelsesrettede formater som undervisningsmaterialer, podcast og oplæg, så viden forankres på tværs af forskning, profession og uddannelse.