Anbringelse i slægt og netværk

Formål og forskningsspørgsmål
International forskning viser, at børn og unge anbragt i slægt og netværk klarer sig bedre end børn anbragt på døgninstitutioner eller i professionelle plejefamilier. Antallet af netværksanbringelser er imidlertid forholdsvist lavt i Danmark.

Dette projekt har til formål at understøtte livsvilkår for anbragte børn gennem styrket viden om netværksanbringelser og betingelser for de socialfaglige beslutninger om netværksanbragte børn og unge og samarbejdet med deres familie og netværk. Projektet ønsker overordnet at svare på: Hvordan kan den socialpædagogiske og socialfaglige indsats i netværksanbringelsens tre kritiske faser forstås, forklares og forbedres?

I det socialfaglige arbejde med anbringelser er det især forløbet lige inden anbringelse og det første år i anbringelsen, der er kritisk. Projektet tager derfor udgangspunkt i en socialfaglig kontekst og undersøger tre kritiske faser i arbejdet med anbringelser; a) før anbringelsen besluttes, b) når typen af anbringelse besluttes (kaldet matchning) og c) det første år af anbringelsen.

Forskningsdesign
Projektet vil bestå af en indledende vidensindsamling og et litteraturstudie. Dette efterfølges af empirigenererende professionscirkler, der inddrager socialrådgivere og familieplejekonsulenter, tidligere anbragte, biologiske forældre og netværksplejeforældre.

Forventet resultater og videnskabelig formidling
Samlet set vil projektet bidrage med forskningsviden om netværksanbringelsens tre kritiske faser med perspektiver fra relevante aktører. Derudover genereres viden om netværksanbringelsespraksis, som kan bidrage til at styrke inddragelse og samarbejdet i og omkring netværksanbringelser for professionelle, børn, forældre og deres netværk.

Projektets resultater formidles i tre peer-reviewed artikler samt i undervisningsmateriale til at styrke grunduddannelse og efter- og videreuddannelse.

Publiceret materiale fra projektet

Projektet har allerede resulteret i følgende publikationer:

  • New family dynamics: When Grandmom becomes Mom - en artikel om, hvordan familierelationer ændrer sig, når et barn anbringes hos en bedstemor eller anden slægtning, og hvordan de involverede familiemedlemmer forstår og håndterer deres nye roller. Du kan læse mere her.

  • Nordic kinship care: Challenges and opportunities for professionals working with kinship and network foster care - en artikel om, hvordan de fagprofessionelles arbejde med slægts- og netværksanbringelser og peger på de udfordringer og muligheder, de møder før anbringelsen, under matchningen og i det første år efter. Du kan læse mere her.

Følg med i publiceret materiale fra projektet her.