Genveje


Tie eller tale? Forskernes etiske udfordringer i mødet med udsatte børn og unge

NUBU samlede den 25. januar 2018 forskere fra landets syv professionshøjskoler for at diskutere etik. Fælles omdrejningspunkt for forskernes arbejde er de udsatte børn og unge – børn der ikke trives og som har det dårligt. Hvornår skal man som forsker gribe ind og gøre noget for det enkelte barn? På seminaret stod det klart, at dette ikke er let at svare på, og eksemplerne på etiske dilemmaer var mange.

Af Anna Krarup Jensen, kommunikationsmedarbejder i NUBU

”Det er tydeligt, at de overlagt ikke lukker ham ind. Han banker på døren igen. ’Luk nu op!’ råber han. Mange gange. Man kan høre de andre børn inde bagved, men de åbner ikke. Jeg ved, at jeg skal hæve stemmen bare én gang, så vil døren blive åbnet øjeblikkeligt. På den anden side vil jeg gerne vide, hvor lang tid der går. Hvor længe skal jeg trække den?"

Sådan fortalte en af forskerne i dagens første oplæg på NUBUs etik-seminar. Hun har i sit forskningsprojekt fulgt og observeret skolebørn og gruppesamtaler, og eksemplet handlede om en dreng, der var udsat for mobning.  

De etiske dilemmaer

For at forstå dilemmaet, skal man forstå forskernes udgangspunkt i mødet med børnene. De er der netop som forskere, ikke som pædagoger, lærere eller omsorgspersoner. De er der for at observere og registrere, hvad der egentlig foregår fx i grupper, situationer eller klasser. Det er altså ikke det enkelte barns ve og vel, der ligger forskerne på sinde, men derimod at analysere relationer og situationer for at skabe ny viden, der i fremtiden kan bruges i praksis af lærere, pædagoger og andre velfærdsprofessioner til bedre at støtte børnene.

I eksemplet med drengen, som de andre børn ikke ville lukke ind, ville forskeren altså på en måde ødelægge sin egen forskning, hvis hun havde grebet ind. De andre børn vidste ikke, at hun stod sammen med drengen uden for døren. Hun var interesseret i at vide, hvad der skete, når børnene var uden voksenopsyn. Kun på den måde kunne hun drage nyttige konklusioner. Men det er ubehageligt, at stå som tavs vidne til at en dreng mobbes på den måde. Børn skelner som udgangspunkt ikke mellem, om det er en pædagog, lærer eller forsker, der står hos dem i rummet; en voksen er en voksen. Forskerne forsøger ofte at være blandt børnene som ”en anden slags voksen” – altså ikke sådan en voksen, der opdrager, tysser eller blander sig. Men flere forskere gav udtryk for dilemmaet mellem at være menneske og forsker – mellem at ville handle, når børn lider og at være nødt til at forholde sig passivt og observere.

Vurderinger bliver bedre, når de deles

Seminardagen i Vejle gav ingen endelige svar. Faktisk stod det klart, at de etiske dilemmaer for forskning i udsatte børn og unge hverken kan undgås eller løses en gang for alle. Forskere må simpelthen vurdere fra situation til situation, hvad der er det rigtige at gøre. Til gengæld var der begejstring blandt de deltagende forskerne over muligheden for at dele erfaringer med hinanden. Situationer kan være så slemme, at forskerne må handle, selvom det går ud over deres forskningsresultater. En forsker havde fx stået med en ung mand, der viste sig at være hjemløs og helt uden sikkerhedsnet. En anden havde fået indblik i en piges tanker om at ville begå selvmord. I de situationer er det ikke alene etisk rigtigt at reagere, men også noget forskerne er nødt til i forhold til den skærpede underretningspligt, de er underlagt.

Mange af de situationer, som forskerne overværer, befinder sig dog i etiske gråzoner. Et af de konkrete redskaber, som kom på bordet på seminaret var en etik-log. Her kan forskere nedskrive alle de situationer, hvor de kommer i et etisk dilemma. Det giver mulighed for at vende de etiske refleksioner og vurderinger med andre forskere og på den måde få skærpet evnen til at træffe de hurtige etiske valg, som er krævet, når forskere står midt blandt børnene.

Værdien af forskningen

På seminaret var generel enighed om det vigtige i både at være opmærksom på børnene og have værdien af forskningsresultaterne for øje. Forskning kan synliggøre oversete problemer og bidrage til at tilgange eller handlemåder ændres til gavn for flere andre børn fremover. Men forskerne er på en evig etisk balancegang, så ubehaget ikke bliver for stort for hverken dem selv eller de involverede børn. Det står tydeligt efter seminaret i Vejle, at der er behov for at samle den viden og de erfaringer, som professionshøjskoleforskere danner sig med de konstante etiske udfordringer, de møder. De etiske dilemmaer går igen på tværs af professioner og institutioner, og det er derfor næppe sidste gang, at etik er til debat i NUBU.