Genveje


Når kontrol og indespærring er ramme om pædagogikken


Martin Hoffmann har i sin ph.d.-afhandling undersøgt forholdet mellem kontrolbestræbelser og pædagogiske intentioner om forandring for anbragte unge på sikrede institutioner. Den anerkendende pædagogik kan have trange kår i en hverdag præget af kontrolforanstaltninger, men Martin Hoffmann ser, at der faktisk er et stort pædagogisk råderum, når kontrollen løsnes lidt.

I løbet af sit ph.d.-projekt har Martin Hoffmann lavet deltagende observationer på en af de sikrede institutioner for unge, som enten er varetægtsfængslede, dømte eller vurderes farlige for sig selv eller omgivelserne. De sikrede institutioner er lukkede og aflåste, men de bygger på et politisk ønske om at rehabilitere de unge gennem socialpædagogiske indsatser og tiltag.

”Den måde de professionelle er sammen med de unge på er ansporet af den måde, man som samfund ønsker at man skal arbejde med de unge på. Tilbage i tiden handlede det mere om korporlig afstraffelse, hvor det i dag er lagt over på disciplinering af det kriminelle sind. Den kriminelle skal ændre sin opfattelse af sin egen situation og sin måde at være på,” siger han.

Kontrol hæmmer forandring

Men det er vanskelige rammer at bedrive pædagogik i. Martin Hoffmann sammenligner hverdagsrutinerne med arbejdet i et kontrolrum på et varmeværk.

”Hverdagsarrangementerne søges kontrolleret på nogle helt særlige måder. Hverdagsrutinerne forsøges nærmest reguleret som en maskine,” siger han om institutionernes regler for, hvad de unge må og ikke må - og hvornår de må det.

”Men mens man på den ene side søger at bevare kontrol over de unge, så ønsker man på den anden side at skabe forandring hos de unge. Men det er modsætningerne. For man kan jo ikke kontrollere de unges udvikling, hvis man samtidig hele tiden har fokus på at skulle kontrollere deres kroppe i tid og rum,” forklarer Martin Hoffmann.

Ph.d.-forside

Slæk reglerne og undgå konflikter

Martin Hoffmann ser en klar modsætning mellem kontrol og pædagogik. Jo mere kontrol, jo mindre pædagogisk råderum. Til gengæld kan det faktisk være en god idé for pædagogerne at bryde reglerne af og til.

”De fleste forældre har nok oplevet, at regler om sukkerindtag og sengetider bliver bøjelige med tiden. Jo mere erfaren man bliver, jo mere finder man også ud af at det at overskride regler kan være med til at gøre, at praksis kommer til at fungere. Det samme sker i de sikrede institutioner. Når erfarne medarbejdere tør bryde nogle af de der hverdagsregler, så bliver der åbnet for pædagogiske muligheder med de unge,” forklarer Martin Hoffmann.

Han fortæller om en nattevagt, der kom ind på afdelingen, hvor de unge nægtede at gå i seng, fordi medarbejderen, som han skulle afløse, nægtede de unge at få en cigaret før sengetid. I stedet for at holde strengt på reglerne gav nattevagten de unge lov til at

gå ud og ryge en cigaret. Efterfølgende gik de unge allesammen i seng. Ved at bøje reglerne lidt undgik nattevagten at eskalere konflikten.

”Jeg bruger lige mit eksempel med kontrolrummet igen. Man vil opdage, at selv om et fjernvarmeværk skal styres og reguleres med bestemte knapper på bestemte tidspunkter, så er man alligevel nogen gange nødt til at bryde de faste rutiner og manualer, for faktisk at få hverdagen til at fungere. Fordi der opstår uventede ting. Det gør der i alt arbejde – og i særdeleshed i pædagogisk arbejde,” forklarer Martin Hoffmann.

Pædagogik i sprækkerne

Så pædagogerne på de sikrede institutioner skal altså hele tiden vurdere situationen. Vel at mærke situationer, som kan være potentielt farlige eller hurtigt kan eskalere, fordi de unge er pressede, utrygge og indespærrede mod deres vilje.

”Og der er det klart, at hvis man er en utryg og uerfaren medarbejder – eller en meget idealistisk medarbejder, som tænker at regler og rutiner skal overholdes, for det er derfor, vi har dem – så kommer man nemt til at skærpe konflikterne med de unge. Mere erfarne medarbejdere har derimod en mere afslappet tilgang til de her regler og tænker lidt mere i fleksibilitet,” siger han og tilføjer, at det virker, når medarbejdere inddrager de unge i beslutninger:

”Det pædagogiske arbejde skal foregå i alle de små sprækker, der er til forhandling. Det er alle de steder, hvor de ansatte inviterer de unge ind i et samspil om at få det praktiske til at fungere, at det pædagogiske arbejde rent faktisk kan lykkes.”

Forskerens særlige ansvar

En af de ting, Martin Hoffmann fremhæver ved sin forskning, er måden erkendelserne er vokset frem på.

”I deltagende observationer er man med i den hverdag, der fungerer på stedet. Man er i det med hele sin krop. Sine følelser, duftesans, berøringssans og høresans,” siger han og understreger, at det også giver forskeren et særligt ansvar:

”Jeg opholdt mig sammen med indespærrede og marginaliserede unge. Jeg har derfor et helt andet ansvar, end når man laver feltarbejde andre steder. Det indebærer mange dilemmaer og udfordringer, og der opstår mange gensidige positioneringer, som vanskeliggør det feltarbejde på mange måder.”

Fra skulderskub til forskningsviden

I sin ph.d.-afhandling beskriver Martin Hoffmann et eksempel, hvor en konflikt mellem en af de unge, Atef og en ansat forsøges løst ved en spontan fodboldkamp. Atef kalder den ansatte for øgenavnet Gummi, og en morgen siger han: ”Jeg kan smadre dig i fodbold”, og den ansatte foreslår: ”OK. Hvis jeg vinder, så stopper du med at kalde mig øgenavne?”. Martin Hoffmann står ved siden af og bliver lokket med i kampen som målmand for den ansatte i kampen mod Atef og hans ven.

”På et tidspunkt prøver jeg at tage bolden fra Atef, men da jeg får et kraftigt skulderskub af ham, mærker jeg, hvor alvorligt det her er for ham. Hvis jeg havde kigget udefra, er det ikke sikkert, jeg havde opdaget, hvor meget der egentlig er på spil for den her unge mand – fordi jeg ikke havde mærket det på min egen krop,” fortæller Martin Hoffmann.

Martin HoffmannMagten forhandles konstant

For Martin Hoffmann er fodboldkampen et af de eksempler, hvor han ser, at positioner i den sikrede institution er til konstant forhandling. Den ansatte og Martin vandt fodboldkampen, og Atef gik efterfølgende ind på toilettet og kom ud med blodige knoer, fordi han havde slået sine frustrationer ind i væggen. Men han kaldte stadig den ansatte for øgenavnet.

”Fodboldkampen kunne have været rammen om fælles sjov – og en pædagogisk mulighed for at opbygge en positiv relation. Men kampen var styret af modsætninger mellem kontrolbestræbelser og pædagogiske intentioner,” siger Martin Hoffmann.

”Fodbold i et frikvarter på en skole mellem elever kan være anderledes end fodbold i et låst arrangement, mellem indsatte og ansatte, mellem kontrol og pædagogiske intentioner,” lyder det i ph.d.-afhandlingen Pædagogik bag tremmer.

Og modsætningen mellem de pædagogiske intentioner og behovet for kontrol synes allestedsnærværende på den sikrede institution, som rent fysisk er domineret af det, Martin Hofmann kalder ’magtens artefakter’. Ting, der signalerer magt, som fx de mange låse, som kun den ene gruppe (de ansatte) har nøgler til. Samtidig taler Martin Hoffmann meget lidt om magt, og det er der en god grund til.

”Min afhandling viser, at magt ikke er noget, nogen har over nogen andre. I en hverdag på en sikret institution kan man i højere grad tale om en fælles magt, fordi det at få praksis til at fungere på en meget koordineret måde, ikke bare sker ved at medarbejdere udformer nogle regler og anviser de unge til at følge dem – næ, det forgår hele tiden i et koordineret samspil med de unge. Og sådan bliver det nødt til at være, fordi det er den type institution, det er. En stor del af det pædagogiske arbejde er rent faktisk at lægge op til en fælles magt, hvor alle har betydning i den konkrete situation for at få praksis til at fungere,” mener Martin Hoffmann.

Tag de unges stemme alvorligt

De ansatte ved de sikrede institutioner skal altså på en måde give afkald på noget af deres magt. Et måltid kan fx ikke forløbe godt og roligt, hvis de unge ikke har et medansvar for at få det til at ske. Det er ikke noget, medarbejderne kan beslutte. Pædagogikken skal udspille sig i en form for fælles gensidighed, mener Martin Hoffmann.

”Der er masser af pædagogiske muligheder. Det handler om at vise de unge, at deres stemme er vigtig og at den kan inddrages i det pædagogiske arbejde, selv når der er en meget reguleret og styret hverdag. Men det kræver, at man ikke er bange for de unge, og det kræver at man tør tage de unges ord ind for alvor,” siger han.

Martin Hoffmann: Pædagogik bag tremmer - unges hverdagsliv på en sikret institution mellem pædagogiske intentioner om forandring og kontrolbestræbelser

Martin Hoffmann er uddannet pædagog og kandidat i pædagogisk psykologi og har bl.a. arbejdet med anbragte børn og unge. Han har taget sin ph.d. på RUC, mens han er lektor på pædagoguddannelsen på Grønland og på Professionshøjskolen Absalon. Han forsvarede sin ph.d.-afhandling den 9. november 2018.

Afhandlingen Pædagogik bag tremmer – unges hverdagsliv på en sikret institution mellem pædagogiske intentioner om forandring og kontrolbestræbelser kan købes hos Academic Books eller lånes på Roskilde Universitetsbibliotek.

Du kan læse flere artikler om Martin Hoffmanns forskning
-    i fagbladet Socialpædagogen: ”Forsker advarer mod mere magt
-    i lokalavisen sn.dk: ”Holbækker med ph.d. om pædagogik bag tremmer” 
-    i Information: ”De unge anbragte beskriver det, som om de er ved at blive sindssyge

Tekst: Anna Krarup Jensen
Fotos: Martin Hoffmann