Genveje


Inklusion er alles anliggende

Ofte er inklusion præget af en adskillelsespraksis, hvor nogle børn tages til side i dagligdagen, fordi de ikke har samme kropslige udgangspunkt for at deltage i aktiviteterne. Men det kan være en uhensigtsmæssig tilgang til inklusion, mener Kurt Bendix-Olsen, der i sin ph.d.-afhandling slår til lyd for, at inklusionsarbejde ikke bør reproducere et skel mellem det særlige og det normale. Alle skal rykkes i deres grundforståelser, hvis inklusion for alvor skal lykkes.

Kurt Bendix-Olsen har i sin ph.d.-afhandling undersøgt, hvordan små børn med handikap bliver inkluderet i dagligdagen i en vuggestue og ved overgangen til børnehave. Han har blandt andet fulgt en blind pige og en pige med Downs syndrom og set på, hvordan de kan deltage i hverdagen sammen med alle de andre børn. Det er en kompleks problemstilling, og Kurt Bendix-Olsen er dermed ude i et stort anliggende med sin ph.d.-afhandling, som han forsvarede på RUC i november 2018.

Kurt Bendix-Olsen

”Vi skal kigge på de handikapsyn og handikapforståelser, som vi har: Er de med til at bevare opdelinger eller er de med til at give os nye muligheder i det pædagogiske arbejde?” spørger han.

”Inklusion er ikke et personligt anliggende. Det er uheldigt, når vi taler om inklusionsbørn eller børn med særlige behov, for så har man personaliseret det og gjort det til nogens inklusion ind i noget. I virkeligheden er inklusion snarere, at alle skal bevæge sig, for at alle får lige muligheder.”

Hverdagen udforsket i børnehøjde

I institutionernes hverdag tager pædagogerne højde for børnenes funktionsnedsættelser på forskellige måder. En måde er det, som Kurt Bendix-Olsen kalder en rummende omsorgspraksis. Her laves der en slags aktivitet for børn med handikap og andet for de andre børn. For eksempel blev pigen med Downs syndrom ofte placeret et stykke væk fra frokostbordet, mens pædagogerne og de andre børn gjorde sig klar til frokost. Når der var styr på maden, og børnene var bænket, blev pigen med Downs syndrom rykket ind til bordet.

”Det er en praksis, der tager udgangspunkt i at rumme og være omsorgsfuld for pigen, men den giver hende ikke mulighed for aktivt at deltage i hverdagslivet og udfolde sig sammen med andre. Det, vi ’beskytter’ børnene mod, er netop, det, de skal lære at begå sig i,” forklarer han og uddyber:
”Jeg prøver at give begreber nyt indhold og vise, hvordan børnelivet hænger sammen fra de her børns ståsteder. Vi har en tendens til at synes, at de professionelle har svarene snarere end dem, der mærker det på egen krop. Vi skal i højere grad inddrage dem og forstå verden fra deres perspektiv. Men det kræver, at man skal gøre op med en masse forståelser af, hvad vi tænker er det normale.”

Nedbryd det pædagogiske hierarki

Pædagogisk praksis er vældig kompleks, og med sit perspektiv fra handikapforskningen har Kurt Bendix-Olsen fået en større forståelse for, hvor meget forskellig viden, der er i spil i arbejdet med inklusion af små børn.

”Jeg har været seminarielærer i mange år og troede, at nu vidste jeg lige præcis, hvordan mange ting skulle gøres, men det her projekt har lært mig, at der tog jeg grundigt fejl,” smiler han.

Han ser, at der er en slags videnshierarki, hvor almenpædagogisk viden eller viden fra et helt almindeligt hverdagsliv i daginstitutionen typisk kommer til at ligge nederst. Den viden som specialister kommer med bliver dominerende. Det kan fx være synskonsulenter, ergoterapeuter, fysioterapeuter og psykologer, som deltager i møder om børnenes udvikling og rådgiver om særlige tiltag.

”Specialister taler ofte mere abstrakt om børnene. De bringer - forenklet sagt - en specialpædagogisk viden med sig om en given handikapkategori, fx viden om blindheden hos det blinde barn. Den viden er vigtig, men den skal ’bare’ masseres sammen med almenpædagogisk viden fra pædagogerne, der kender børnene i hverdagen,” siger Kurt Bendix-Olsen og uddyber:
”Det betyder i praksis, at de professionelle må arbejde sammen om at skabe deltagelsesbetingelser for den samlede børnegruppe i de sammenhænge, hvor børnene er engagerede med hinanden. Så får børnene erfaringer med at indgå i en mangfoldig hverdag.”Børn med handikap

Hans forskning tager udgangspunk i et af Odense Kommunes såkaldte ressourcebørnehuse, som er dagtilbud, hvor børn med handikap og andre typer af vanskeligheder kan visiteres ind. Det er altså dagtilbud med en almen profil, som nu skal lægge et hverdagsliv tilrette som også gør det muligt for børn med handikap at deltage.

”Vi står faktisk et nyt sted med oprettelsen af ressourcebørnehuse, hvor vi er nødt til at udvikle en ny praksis sammen med alle brugerne af institutionen, både specialister og pædagoger, men i høj grad også barnets forældre, de andre forældre, de enkelte børn og børnefællesskaberne,” siger Kurt Bendix-Olsen.

Mulighed for at bidrage til fællesskabet

Kurt Bendix-Olsen mener, at det giver nogle interessante pædagogiske muligheder, men han understreger, at man skal se på, hvordan inklusionen virker.

”Inklusion skal nødigt tage nogle muligheder fra børn med handikap. Det skal være i hvert fald lige så godt, som det specialtilbud børnene kommer fra. For at se om noget er en god idé, så er man også nødt til at kigge på de enkelte sammenhænge og på de enkelte børn og den organisering, de indgår i. For det kan være, at den slet ikke er inklusionsparat,” siger han.

Handikapkonventionen dikterer, at alle mennesker ret til lige adgang til samfundets institutioner, men god inklusion opstår ikke af sig selv.

”Det skal gerne være sådan, at praksis ændres i forhold til det nye menneske, der kommer ind i den. Der skal tages hensyn til, at for at den her krop skal kunne deltage på lige fod, så må der ændres nogle ting. Hvis man ikke er ny demokratisk deltager i det rum og den sammenhæng, man inkluderes i, så er det ikke inklusion, men snarere opbevaring. Inklusion betyder, at man skal man kunne tage del i fællesskaber og kunne bidrage på værdige måder,” siger Kurt Bendix-Olsen.

Inklusion er også venskaber og konflikter

Børnefællesskaberne har stor betydning for inklusionen. Kurt Bendix-Olsen fulgte med en blind pige, da hun startede i børnehave. En dag gik en pædagog rundt med en folk børn på legepladsen, og børnene stillede spørgsmål om den nye piges blindhed.

”Pædagogen tog dem i hånden og bad dem lukke øjnene. Hun forklarede, at når man er blind, er det som om, man hele tiden har lukkede øjne. Dermed arbejdede hun med den blinde piges kropslige deltagelsesbetingelser som noget helt alment,” forklarer han.

I modsætning hertil stillede et barn en dag spørgsmål om, hvorfor pigen med Downs syndrom havde så stor en tunge, og det fik ikke et ligeså klart svar.
”Pædagogerne så det nok mest som en uheldig bemærkning, men det betød, at hendes kropslighed blev gjort til noget, det er svært at tale om,” fortæller Kurt Bendix-Olsen og tilføjer:
”Hvis vi vil tale om inklusion også for mennesker med mental funktionsnedsættelse, skal vores udseende og forskelligheder kunne italesættes helt almindeligt. Og børnene kan vise os vej, fordi de spørger – og de spørger om noget meget konkret. Måske kan vi blive bedre til også at svare konkret og fremadrettet på en måde, der giver den her pige socialt spillerum og værdighed.”

Kurt Bendix-Olsen fortæller, at pædagogerne mange gange får inklusionen til at lykkes overraskende godt.
”Selvfølgelig skal pædagogerne også kende børnenes funktionsnedsættelse, men det vigtigste er, at de ser dem som børn. Når de andre børn lærer dem at kende som Amina og Thor og hvad de nu ellers hedder og finder ud af, hvad de har at tilbyde – så ser inklusionen ud til at virke. De er simpelthen nødt til at blive venner og have en masse sammen med hinanden – og også komme til at slås og konflikte og alt det der som børn gør. Og det er almenpædagoger super dygtige til at håndtere,” siger Kurt Bendix-Olsen.

Kurt Bendix-Olsen: Små børns perspektiver på inklusionspraksis

Download afhandlingen Små børns perspektiver på inklusionspraksis (åbner som pdf) 

Kurt Bendix-Olsen er cand.mag  i pædagogik og minoritetsstudier. Han har taget sin ph.d. på RUC, mens han er lektor ved Center for Anvendt Velfærdsforskning på UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole. Han forsvarede sin ph.d.-afhandling den 22. november 2018.

Tekst: Anna Krarup Jensen