Genveje


De unges barske virkelighed

NUBU sætter på vores årsmøde i november fokus på livsmuligheder og uddannelse for unge. Unge forventes i dag at deltage aktivt i vores samfund og bidrage til det. Og det skal de gøre uanset deres situation og behov, fordi vi som samfund tror på, at det forbedrer deres livsmuligheder. Det er altså et krav, som principielt er godt, men som sætter visse unge i nogle svære situationer.

Alle skal uddannes

Alle unge skal gøres uddannelsesparate. Også de unge, som er i særligt sårbare eller udsatte situationer. I kontanthjælpsreformen står for eksempel, at de unge, der ikke umiddelbart kan komme i uddannelse, skal i beskæftigelse, som kan føre til uddannelse. Generelt gælder det, at under 30 år ikke kan få kontanthjælp længere. De kan få en uddannelsesydelse – og med den følger et uddannelsespålæg og en uddannelsesplan. Man skal altså have uddannelse som perspektivet.

Tidligere så man familiemæssige forhold, personlige forhold eller særlige sociale forhold, som noget, der kunne være en barriere for at blive selvforsørgende – eller for at få en uddannelse. Men i dag bliver de forhold ikke længere betragtet som en barriere, men som en situation, der skal overkommes – og dybest set af den enkelte person selv. Det er på den måde blevet et mere barskt samfund at vokse op i og være ung i.

ordsky

En anden tilgang til pædagogisk og socialt arbejde

I dag er uddannelse er afgørende for, at man kan komme ind på arbejdsmarkedet, fordi der er langt færre ufaglærte jobs i dag. Det er et vilkår og den virkelighed de unge står over for – og den skal vi selvfølgelig tage alvorligt. Så bliver vi også nødt til at forstå pædagogiske indsatser og sociale indsatser på nye måder. Det nytter ikke længere, at vi alene giver omsorg og kompenserer børn i udsatte positioner for deres særlige situation, indtil de når en vis alder. Når så de bliver 18 år eller går ud af folkeskolen, så er der ingen kære mor længere. Vi bliver nødt til fra tidligt barnsben, at støtte børn i at lære at kunne leve op til de krav og forpligtelser der er, når man er borger i det danske samfund. Frem for at beskytte dem mod disse krav eller lade være med at have forventninger til dem på grund af deres personlige, familiemæssige og sociale situation.

Der er så meget på spil for alle unge mennesker i dag sammenlignet med tidligere, hvor omsorg og forsørgelse var en legitim løsning på sociale og personlige problemer. Det er det ikke i dag.

Det (u)solidariske samfund

Flere politikområder understøtter visionen om at skabe lige muligheder for alle gennem uddannelse og beskæftigelse. Den utilsigtede konsekvens er, at det er blevet uværdigt at være en der har brug for hjælp. Det vi honoreres og anerkendes for, er at kunne realisere vores potentiale; at kunne lære; at kunne klare sig selv; at være aktiv deltager. Så de mennesker, der er i en situation, hvor de rent faktisk ikke magter det, bliver på en måde dobbelt udsatte. På den ene side er de i svære situationer, der ikke er selvvalgte – og på den anden side er det ikke længere en situation, som samfundet ser som en barriere for at realisere deres potentiale. Det kan synes som om, vi kun er solidariske med hinanden i det øjeblik, vi deltager aktivt og bidrager. Men hvad med dem, der umiddelbart ikke kan det?

Målbar udvikling eller øget livskvalitet?

Forskning viser, at den sociale og økonomiske baggrund har stor betydning for, hvordan vi klarer os i forhold til uddannelse og beskæftigelse. Det hænger blandt andet sammen med lavere eller ingen forventninger til visse børn og unges potentiale til læring og udvikling. For nogle børn og unge vil det altså være gavnligt, at de professionelle møder dem med forventninger om, at de har et potentiale for læring og udvikling.  
For andre grupper af børn og unge vil konsekvenserne være mindre gavnlige. Socialpædagoger og andre ansatte skal lave udviklingsbeskrivelser og sætte mål for, hvordan de skal udvikle sig. Men nogle ting er svære at måle på. Hvordan måler man fx at en ung kvinde har fået mindre angst? Når pædagoger hele tiden i sagsmappen skal sætte mål for udvikling, så bliver spørgsmålet, om pædagogikken og den sociale indsats på den lange bane bevæger sig derhen, hvor der kun tænkes i indsatser, der kan måles på – og vi ikke fastholder det andet perspektiv også, som jo ud fra et pædagogisk sigte er enormt betydningsfuldt og også kan give øget livskvalitet for de her mennesker.
Derfor er det utroligt vigtigt, at de professionelle har viden om, hvad der er virkningsfuldt for de her mennesker – ikke alene i forhold til deres udvikling og læring men også i forhold til deres trivsel og livskvalitet. Er det faktisk bedre at vi møder dem med krav om udvikling og forandring, fordi det gør at de bedre kan klare sig i den tid, vi lever i? Eller er det bedre, at vi beskytter dem mod de krav, som samfundet stiller til alle mennesker i dag? Det bliver vi nødt til at vide. 

Viden og ansvar – et fælles anliggende

Kravene til de unge gennemsyrer altså alle områder inden for det pædagogiske, sociale og uddannelsesmæssige felt. Langt de fleste unge vil blive mødt med krav om uddannelse og beskæftigelse, når de går ud af 9. klasse. Derfor skal vi blive klogere på og have meget mere fokus på, hvordan vi bedst muligt kan hjælpe unge mennesker, som er i udsatte positioner eller af en eller anden grund ikke kan gå den lige vej i uddannelsessystemet. Har vi nogle systemer og indsatser, som støtter op omkring dem? Er uddannelsesparathedsvurderinger og FGU’en virkningsfuld i forhold til at hjælpe de unge på vej og gøre dem uddannelsesparate? Har vi et efterværn, som understøtter de unge, der har været anbragt i deres barndom, så de kan komme igennem uddannelsessystemet? Har vi en folkeskole, der i tilstrækkelig grad støtter alle børn i at kunne lære så meget som muligt og blive i stand til at tage en afgangseksamen? Er der gode nok muligheder for at børn og unge med handikap kan deltage i fællesskaberne? Hvis vi ikke ved, om det, vi gør, virker, overlader vi ansvaret til det enkelte menneske. Nogle børn og unge har brug for hjælp og støtte i mødet med samfundets krav og forventninger, og det er et professionelt ansvar.

Derfor håber vi at vi på trods af årets coronarestriktioner kan mødes til NUBU’s Årsmøde den 24. november 2020 for på tværs af fag at dele viden, erfaringer og inspiration med hinanden. Her bliver højt til loftet, og vi skal både høre de unges egne perspektiver, sætte fokus på den virkelighed praktikere møder hver dag i dagens Danmark og sammen med forskere tænke ud af boksen i forhold til, hvad vi kunne gøre anderledes og bedre for at give også de mest udsatte unge gode uddannelses- og livsmuligheder.

Se invitationen til NUBU's Årsmøde 2020