Genveje


NUBU vil gå efter haserne

Der er behov for kritisk forskning, som udfordrer de betingelser, der skaber risiko for udsathed hos børn og unge. Den opgave vil NUBU gerne tage på sig. Det gælder blandt andet i skolen, børnehaven, ungdomsklubben og sundhedsplejen. Det gælder de beslutninger som træffes på kommunale ledelsesgange og ved katederet i landets klasselokaler. For hvad er det for betingelser vi som samfund skaber?

Udsathed er ikke et fællestræk

Samfundsmæssige og institutionelle rammer påvirker børn og unge, og udsathed er konsekvensen af uhensigtsmæssige rammer og livsvilkår. Det giver ikke mening at tale om udsatte børn, som om de er en gruppe, der har en række fællestræk, som identificerer dem. For så enkel er virkeligheden ikke. Selvom nogle børn starter under nul i livets store spil, så klarer størstedelen af børn fra hjem med for eksempel misbrug, vold og kriminalitet sig faktisk rigtig godt. Der er nemlig rigtig mange faktorer på spil for, om børn og unge rammer ind i udsathed eller styrer udenom. Og børn fra alle dele af samfundet er i potentiel risiko for på et tidspunkt i livet at komme i en udsat position.

Forpligtelsen der vælter unge omkuld

Vi ser for eksempel en stigende tendens til at middelklassens børn mistrives. Det er blandt andet et resultat af nogle samfundstendenser med en præstationskultur og et stort pres på de unge. De skal være målrettede, komme hurtigere gennem deres uddannelser og træffe rigtige valg første gang. Hvis de ikke lykkes, er der en risiko for en form for udstødelse eller udsathed. Unge føler et større selvansvar for at følge med og realisere deres potentiale. De ser det ikke som hverken mors, fars eller samfundets skyld, hvis de ikke lykkes, men som deres egen skyld. De skammer sig derfor, hvis de ikke kan klare presset, og de beder derfor ikke altid om hjælp.

KrokodilleLad os tage ansvar

Men ansvaret bør ikke hvile på de unges skuldre. Det ligger hos de voksne, som sætter rammerne for børns og unges deltagelse i samfundet: De lærere, pædagoger og andre professionelle, som børnene og de unge møder i skoler og institutioner. De ledere, der udstikker retningen for de professionelle. Og de politikere, som fastlægger de overordnede rammer, som lederne skal operere under.

Også forskere har et ansvar. Vi bør granske årsagerne til udsathed. Vi bør forholde os kritisk til de betingelser, som samfundet skaber for børn og unge. Forskningen i NUBU vil derfor blandt andet fokusere på de rammer, som er med til at skubbe nogle børn og unge ud i udsatte positioner eller vanskelige vilkår. Frem for ’bare’ at ville redde nogen, bør vi skabe viden, der gør at færre børn og unge kommer i de situationer. Det betyder selvfølgelig ikke, at der ikke skal laves indsatser for de børn, der er allermest sårbare og allerede befinder sig i meget udsatte positioner. Men vi skal med forskningen også bide i haserne på dem, der sætter rammerne. På den måde kan vi stoppe udsathed før den opstår.