Genveje


Kritiske refleksioner og empowerment

NUBU satte de forskere fra landets professionshøjskoler, der arbejder med udsatte børn og unge, stævne i Vejle fredag den 24. august 2018. Forskerne vil gerne skabe forandring og forbedring. Men hvordan kan teorier og analyser omsættes i praksis til gavn for udsatte børn og unge? Hvordan kan forskning gøre en forskel? Det var temaet for efterårets forskertræf.

Af Anna Krarup Jensen

”Til forskernes store skræk sagde han: ’Det værste, der kan ske, er, at det ender i en publikation’!”

Sådan beskrev lektor Dorte Caswell et af de første møder om det store forsknings- og innovationsprojekt, som hun deltager i. Hun er beskæftigelsesforsker ved Aalborg Universitet og en del af et stort forskningsprojekt, der skal skabe bedre resultater på landets jobcentre. Hun var inviteret med til NUBUs forskertræf for at give inspiration til, hvordan forskning og praksis i samarbejde kan skabe ny viden og innovative måder at gøre tingene på.

Ordene var en kommunal leders, og de viser, hvordan forskning kan blive set som noget fjernt og måske endda unyttigt, der strander i digre publikationer, som ingen andre end forskere læser eller forstår.

”Men forskning er ikke bedreviden. Det er ’andenviden’. Forskning kan noget andet end praksis,” siger Dorte Caswell.

Som et spejl

Hun slog dermed en pointe fast, som i løbet af forskertræffet stod tydeligere og tydeligere frem: At den praksisnære forskning kan bidrage med observationer og analyser, der kan fungere som et spejl, hvor praktikerne kan få et nyt syn på deres egen praksis – og derigennem ændre praksis.

På forskertræffet præsenterede en række af professionshøjskolernes forskere deres projekter og gav eksempler på den betydning, de har haft. I flere af oplæggene stod det centralt, at forskerne opsamler vigtig viden ved at observere, registrere, deltage i og analysere børnenes og de professionelles hverdag.

”Forskningen gør typisk ikke en forskel ved at vi leverer svar eller færdige løsninger, men vi kan som forskere give praktikerne nye perspektiver på deres arbejde med de udsatte børn og unge,” siger NUBUs centerchef Morten Hulvej Rod.

”Der er fx en del mekanismer blandt andet i skolen, der faktisk skaber eller reproducerer udsathed hos nogle grupper af børn. Her kan forskningen give lærere og andre professioner de kritiske refleksioner, der gør at de får øje på uhensigtsmæssigheder og får mulighed for at ændre praksis,” siger han.

Model innovationspotentialeStigmatiserende mekanismer

Forskertræffets formiddagsprogram havde netop fokus på skolen og nogle af de ting, der kan skabe udsathed.

Lektor Anette Bentholm fra fysioterapeutuddannelsen på Professionshøjskolen UCN præsenterede sit projekt MoveMotivator, hvor hun har undersøgt den gruppe børn, der bevæger sig mindst i folkeskolen.

”Mange børn bevæger sig mindre end de 45 minutter, der er fastsat i folkeskolereformen. Mine interviews og observationer viser, at lærerne ubevidst ser deres rolle forskelligt alt efter, hvor motiverede eleverne som udgangspunkt er. De er mere kontrollerende for de mindst motiverede elever – og mere motiverende og understøttende for de i forvejen aktive elever,” forklarer Anette Bentholm.

Reformen kan dermed komme til at virke stik mod hensigten og i stedet øge polariseringen mellem de fysisk aktive og de fysisk inaktive elever. Derfor er Anette Bentholm på baggrund af sin forskning i gang med at udarbejde nogle anbefalinger til, hvordan lærerne i Aalborg Kommune kan øge bevægelseslysten hos de mindst aktive børn.

Fra Professionshøjskolen Absalon bød tre forskere på eksempler fra deres forskning om styringsværktøjer i folkeskolen. Adjunkt Stine Constance Helms har set på elevplanen, lektor Lene Kofoed Rasmussen på uddannelsesparathedsvurderingen, mens docent Ulla Højmark Jensen i sit oplæg fortalte om at bruge forskningscirkler, hvor praktikere og forskere sammen dykker ned i en række problemstillinger.

”Elevplanen er tænkt som et objektivt værktøj til at registrere, hvad hver elev skal arbejde med. Lærerne ved godt, at de i elevplanerne er med til at stigmatisere de lavtpræsterende elever, men de kommer til det som følge af flere sideløbende logikker, fx at lærerne skal forsvare sig selv og deres faglighed over for forældre - og over for politikere. Som forsker er jeg med til at finde og de-maskere de logikker, og dermed med til at ændre dem” forklarer Stine Constance Helms.

Hun håber, at afdækningen af strukturer og logikker kan hjælpe de professionelle til i højere grad at holde fast i deres pædagogiske idealer og styrke deres professionelle skøn.

”Vi bør skabe et rum, hvor de professionelle ikke skal ‘forsvare’ sig. Så kan vi flytte fokus fra ‘at de ikke gør det godt nok’ til et fokus på andre måder at praktisere på,” mener hun.

Også i udskoling ligger der stigmatiserende mekanismer, påpeger Lene Kofoed Rasmussen. Lærerne skal lave en vurdering af om hver er ’uddannelsesparate’. Lene Kofoed Rasmussen har set på, hvilke mønstre i sorteringen af elever, det giver anledning til. Hun taler om en afselvfølgeliggørelse.

”Det er svært at præsentere fagprofessionelle for kritik af den måde, de forvalter deres faglighed. Men ved at få dem til at se det lidt udefra, kan vi forhåbentlig få dem med på et brud med ’common sense’ og ’det kan jo ikke være anderledes’-tænkning,” forklarer hun.

Forskning som empowerment

I løbet af eftermiddagen var det særligt de udsatte unge, der var i fokus på forskertræffet. Morten Kromann Nielsen fra UCL har i sit ph.d.-projekt samlet viden om et amerikansk ungdomsprogram, som han ser virkelig gør en forskel for de unge. Nu skal han i gang med at omsætte den viden i en dansk sammenhæng, så hans forskning også kan komme danske unge til gavn. (Du kan læse om Morten Kromann Nielsens ph.d.-projekt i artiklen Som man sår, så høster man).

Fra Københavns Professionshøjskole præsenterede lektor Mimi Petersen en tilgang til forskning, hvor det ikke alene er forskningsresultaterne, men i høj grad også selve forskningsprocessen, der gør en forskel for udsatte unge.

Model perspektivskift”Det burde sådan set være de unge selv, der præsenterede projektet,” lagde Mimi Petersen ud med: ”Men nu gør jeg det på vegne af dem.”

I Projekt Bella blev en gruppe unge fra et udsat boligområde i København ansat som medforskere. De unge var altså selv med til at identificere problemet og finde løsningen. De fik løn på fritidsjobvilkår. De deltog på en international forskningskonference, i boligsocialt arbejde, lavede guidede ture i deres boligområde og afholdt demokratikursus.

”Som forskere kan vi skabe processer, der kan ’empower’ de unge. Men det kræver, at vi tør være i kaos og afgive lidt af magten som ekspert, så folk selv kan finde løsninger – med hjælp fra os forskere. Der var problemer i området, men vi sagde: Vi ved ikke, hvad problemet er. Vi ved ikke hvad løsningen er,” fortæller Mimi Petersen.

Mimi Petersen fokuserede på, hvordan børn og unge i udsatte positioner gennem aktiv deltagelse i forskning og udvikling skal betragtes som hovedaktør i eget liv og derigennem opnå respekt, ligeværd og udvikling. 

”Projekt Bella har hele vejen igennem holdt fast i tankegangen om de unge som hovedaktører. De unge giver udtryk for, at de gennem deltagelse i projektet har opnået en hel del kompetencer og ikke mindst tror mere på egne ressourcer og har fået lyst til at give sine meninger tilkende og indgå i organiseret samarbejde med både voksne og unge,” siger hun.

”De unge sagde selv: ’I begyndelsen vidste vi ikke noget’. De sad med benene oppe til møderne osv. Men i løbet af projektet fik de mere selvværd og fik løst nogle af boligområdets problemer – blandt andet en konflikt mellem den områdets ældre, der var bange for de unge mænd i området,” tilføjer Mimi Petersen.

Mange måder at gøre en forskel på

Oplæggene og debatten i salen ved NUBUs forskertræf viser, at der er mange måder, forskere kan gøre en forskel for udsatte børn og unge. Der blev således gjort godt og grundigt op med forestillingen om, at forskningspublikationer og konkrete forbedringer er to modsatrettede ting.

”Professionshøjskolernes forskning er meget tæt på den praksis og dagligdag, som børn og velfærdsprofessionelle befinder sig i. Mange af vores forskningsprojekter udfolder sig i samspil med praktikere, så der både sker en udvikling og forandring på en konkret skole eller organisation og samtidig en mere generel vidensopsamling, der udvikler professionerne og spiller ind i internationale forskningstraditioner,” siger centerchef Morten Hulvej Rod.