Genveje


Barnets bedste – generel trivsel og individuelle løsninger

Barnets bedste er et begreb, som står centralt i socialt arbejde. Samfundet vil sikre børn en god opvækst, og de professionelle skal derfor lave indsatser, som er til barnets bedste. Det er egentligt ganske banalt og selvfølgeligt – eller er det? For hvordan finder vi ud af, hvad barnets bedste er? Hvad skal vi stille op, når barnets bedste bliver trådt under fode? Tre NUBU-fellows giver her deres bud på, hvordan velfærdsprofessionelle kan stræbe efter barnets bedste i arbejdet med børn og unge.

Det er ukontroversielt at hævde, at børn skal have en god barndom. Endda den bedst mulige. Pædagoger, lærere, socialrådgivere, sundhedspersonale og de andre professionelle, der arbejder med børn og unge, har et ideal om at gøre det bedste, de kan for børnene ud fra hver deres faglige udgangspunkt. Barnets bedste.  

”Der er idealer, vi er fælles om som professionelle – nogle retningslinjer for, hvad der er barnets bedste. Vi kan tænke, at god trivsel er en universel ting, men det er altså også en samfundsmæssig politisk ting,” siger Ida Skytte Jakobsen, der er docent ved UCL.

Hun peger på nogle grundlæggende værdier fra samfundets side, som de velfærdsprofessionelle efterstræber. Hvad samfundet overordnet definerer som god trivsel for børn kan man blandt andet se i dagtilbudsloven eller folkeskoleloven. Folkeskolelovens værdier

”I lovenes paragraf 1 om formålet med dagtilbud eller skolen findes nogle demokratiske trivselsbeskrivelser – at have lyst til at lære, have tillid, blive et demokratisk menneske og forebygge social arv og eksklusion,” siger hun.

Der er altså nogle generelle værdier for, hvad en god barndom indeholder. Så langt, så godt. Men udfordringerne opstår for alvor, når det generelle ikke er nok. Når der sker ting i et barns liv, der sætter dets trivsel under pres og skubber det ud i en udsat position. Hvordan finder man fx ud af, hvad der er det bedste for barnet, når mor og far ikke magter at skabe gode rammer? Det er der, hvor samfundets professionelle for alvor skal tage over og hjælpe barnet til en god barndom.

Når det almene ikke er nok

De tre NUBU-fellows Ida Skytte Jakobsen, Martin Hammershøj Olesen og Sabine Jørgensen har det til fælles, at de underviser på socialrådgiveruddannelserne på landets professionshøjskoler og forsker i problemstillinger vedrørende børn og unge, der kommer i udsatte positioner. Deres forskningsprojekter handler blandt andet handler om forældresamarbejde på døgninstitutioner og om sagsbehandleres kommunikation med familierne.  

Socialrådgivere i kommunerne møder de børn, der er i særlige udsatte situationer eller har vanskeligheder. Her er de almene og generelle definitioner af trivsel ikke længere nok. Der skal individuelle vurderinger af hver sag og hvert barns behov til for at finde frem til barnets bedste.  

”Det afgøres i hver enkelt situation, hvad der er barnets bedste. Når vi siger barnets bedste går vi ud fra at det er et konkret barn,” siger Sabine Jørgensen, der er lektor ved Københavns Professionshøjskole.  

Hun har blandt andet undervist socialrådgiverstuderende i, hvordan man laver børnefaglige undersøgelser i de tilfælde, hvor Socialforvaltningen modtager en underretning, fordi der er bekymring om et barn.

”Jeg lærer de studerende, at de skal vurdere, hvad det enkelte barns behov er, og sammenholde med hvad ved vi generelt om børns behov,” fortæller hun.  

Ida Skytte Jakobsen understreger, at når der sker ting, som på en eller anden måde truer barnets udvikling eller trivsel, så er barnets bedste, at de professionelle tager hånd om det og får barnet tilbage i en god udvikling.  

En god barndom”Hvad betyder det, hvis en forælder bliver indlagt med depression? For nogle børn betyder det, at de selv har en lidt højere risiko for at blive ramt af mistrivsel senere. Det første man kan gøre er overhovedet at få øje på det. Hvis man i professionssammenhæng bare lader det være, er det overladt til barnet selv eller omgivelserne,” forklarer hun.

Det professionelle skøn

Sabine Jørgensen understreger, at ’barnets bedste’ altid vil rumme et element af skøn. Socialarbejdere skal således både have fokus på at indsamle tilstrækkelige informationer om barnets situation og fokus på at deres skøn over mulige løsninger bliver så velkvalificeret som muligt.  

”Man undersøger alle aspekter i barnets liv, og man kan forsøge at få så meget dokumentation for det her barns vanskeligheder og ressourcer som muligt. På den måde kan man lave nok så grundig en analyse, men vurderingen af, hvad er det her barns behov er, i den situation der findes lige nu og her, den der skønsmæssig. Så om det man gør ved fx at iværksætte støtteforanstaltninger, viser sig at være barnets bedste – ja, det ved man jo faktisk ikke før engang i fremtiden,” forklarer hun.

Og barnets bedste er også et foranderligt begreb. Fokus i socialt arbejde har skiftet over tid, mener Sabine Jørgensen.

”Der har været et skift fra et problemfokus, hvor barnets problemer skulle beskrives – til et behovsfokus: Hvordan finder vi ud af, hvad barnets behov er, så vi kan matche det med, hvad forældrene kan stille op, og hvad kommunerne kan tilbyde dem,” siger hun.

At deltage aktivt og blive hørt

Martin Hammershøj Olesen er adjunkt ved VIA University College i Århus. For ham er det essentielle, at barnet selv er med til at definere, hvad der er barnets bedste.

”Barnets bedste er i høj grad et spørgsmål om at føle sig som aktiv deltager i sin egen sag. Børnene skal deltage aktivt både i at definere, hvad problemstillingen eller problemstillingerne måtte være og i at skabe nogle gode løsninger i familien. Det er væsentligt,” siger han.  

Sager i socialforvaltninger kan handle om alt fra lette støtteforanstaltninger, til at nogle børn ikke længere skal være i deres familie. Men uanset hvad, bør børnene inddrages aktivt, mener Martin Hammershøj.  

”Der er selvfølgelig alle mulige gradbøjninger. Selv når det er tunge ting som tvangsanbringelse, mener jeg at aktiv deltagelse er vigtig. Her får børnene jo nye familier, som de skal indgå i og finde løsninger sammen med.”

Børn som aktive deltagereHan understreger, at børnene ikke skal gøres ansvarlige for at definere deres egne problemer eller for at opfinde løsninger.  

”Det kan de jo ikke. Men de skal være aktivt deltagende i de formuleringer, der udgår fra forvaltningen. Selve myndighedsbeslutningen er myndighedens, men børnene kan godt være med til og blive hørt i hvordan de ser på en problemstilling. Det kan fx være at mor og far er psykisk syge og misbrugere. De ting har jo en eller anden form for oplevelse eller fænomenologi hos barnet, som det er vigtigt at tage højde for,” siger Martin Hammershøj og tilføjer, at det både gælder i myndighedernes sagsbehandling og hos de professioner, hvor foranstaltningerne føres ud i livet.

Engagement gør en forskel

Familiens engagement i deres egen sag er for Martin Hammershøj et nøgleord. Hvis ikke familien har godtaget det værdigrundlag, der er fundamentet for at starte en sag, så kan de godt indgå i samarbejde med myndigheder, hvor de blot lader som om, de samarbejder. De gør det, de får besked på, så det ser ud som om man samarbejder. Men for at opnå forandringer for barnet skal familierne være engagerede i deres egen sag, påpeger Martin Hammershøj.

”Når børn, søskende og forældre er med til at formulere problemstillingerne i deres egen familie, og når de er aktive i den undersøgende del af sagsarbejdet, så stiger sandsynligheden for, at alle bliver enige i det værdigrundlag, der bestemmer, at vi overhovedet har forvaltninger. Familien bliver også mere engagerede og deltagende i at skabe de løsninger, som kan gøre hele forskellen for de her børn og unge,” siger han.

Samarbejdet og kommunikationen mellem de professionelle og familierne er en af de ting, som de tre NUBU-fellows har til fælles i deres forskning. Professionshøjskolernes forskning har mange anvendelsesmuligheder i forhold velfærdsprofessionernes arbejde med barnets bedste – både set fra et socialfagligt perspektiv, men også et perspektiv omkring tværprofessionelt samarbejde. Hvis indsatserne for alvor skal forbedre børnenes liv, så er et bredt samarbejde vigtigt – både mellem de forskellige professionelle i barnets liv og mellem de professionelle og barnet selv samt forældrene.

Forskning i borgerrettet kommunikation

Martin HammershøjMed sin baggrund som psykolog er Martin Hammershøj Olesen fra VIA interesseret i, hvordan sagsbehandlere kommunikerer med borgerne. De bør stræbe efter borgercenteret kommunikation, mener han.  

”Borgercentreret kommunikation er en særlig måde at tale med borgere på, som har sit udspring i humanistisk psykologi. Det er svært at udforske de udsatte børn og familiers eget perspektiv på, hvad der rører sig – at udforske deres egne oplevelser med åbent sind og uden at være forudindtaget, hvis der ligger tre-fire underretninger, som alle sammen beskriver nogle meget alvorlige forhold. Men det er det, som borgercentreret kommunikation kræver,” pointerer han.  

Med borgercentreret kommunikation skal socialrådgiverne samarbejde med familierne om dels at få indhentet de oplysninger, der er nødvendige for sagsarbejdet, og dels at opstille nogle forskellige valgmuligheder for, hvad der skal ske.  

”Når der er de her problemstillinger, som er alvorlige, så skal vi som samfund gøre noget, men familierne kan selv være med til at bestemme, hvad der skal ske. Det kan være frivillig anbringelse, aflastning i plejefamilie og så videre. Så længe de muligheder, der er stillet op, alle sammen er tilfredsstillende inden for lovens rammer, så kan man lade familien vælge,” forklarer Martin Hammershøj Olesen.  

Derudover er en vigtig ting ved borgercentreret kommunikation, at socialrådgivere skal kunne håndtere, at udsatte børn og forældre bliver vrede.  

”Der er følelser på spil. Forældrene ved da godt at det ikke er fedt, at de svigter deres børn, hvis de eksempelvis drikker. Og børnene ved da godt, at det ikke er normalt. De går i skole og ser andre børn, hvis forældre ikke drikker og omsorgssvigter dem. Det er enormt pinligt, skamfuldt og ubehageligt at blive konfronteret med,” siger han og tilføjer:  
”Socialrådgivere skal kunne håndtere, at der er følelsesmæssige reaktioner. Man skal være klippefast og rolig og kunne sortere sine egne følelser og ønsker fra.”

I sin forskning undersøger Martin Hammershøj Olesen, hvordan og hvor meget socialrådgivere bruger borgerrettet kommunikation. Det er en god måde at nå frem til barnets bedste, mener han.  

”Min antagelse er, at når man bliver god til de her ting, kan det få den virkning, at familierne bliver mere engagerede og samarbejdende omkring både at få belyst sagen godt nok og i forhold til de interventioner, der bliver sat i værk – uanset hvad de måtte være,” siger han: ”Og det er sådan, jeg ser barnets bedste.”

Samtaleforskning

Sabine JørgensenSabine Jørgensen fra Københavns Professionshøjskole har en baggrund som socialrådgiver og forsker i, hvordan samtaler fungerer i praksis. Med afsæt i lyd- og videooptagelser af konkrete praksissituationer analyserer hun, hvad der sker i fx sagsbehandleres samtaler med børn eller forældre. Pauser, betoninger, forklaringer – hver del af en samtale har betydning for, hvordan vellykket dialogen er.  

”Min ambition er, at vi skal kunne vurdere kvaliteten af samtalerne, men det er vanskeligt at opstille kriterier for kvalitet, før vi forstår, hvad det er der foregår i samtalerne,” siger Sabine Jørgensen og forklarer:
”Hvis vi skal kunne udvikle samtaler og eventuelt gøre noget bedre eller anderledes, er det er ikke nok at vide, om forældrene er tilfredse med samtalen eller ej. Vi skal også vide, hvad der skete i den samtale.”

Som samtaleforsker har hun blandt andet viden om hvordan misforståelser opstår i samtalerne og om, hvornår samtalerne bliver særligt følsomme.  

Når man fx spørger forældre, om de vil være med til noget, der skal hjælpe deres barn – det kunne være familiebehandling, en kontaktperson for barnet eller anbringelse – så er det både et dilemma at sige ja og at sige nej, viser Sabine Jørgensens forskning:

”At sige ja tak til hjælp er også at måtte erkende, at man ikke er tilstrækkelig selv. At sige nej tak er også problematisk, for så siger man jo i princippet nej til at ville hjælpe sit barn,” siger hun og forklarer:
”Når man ser helt ned i detaljerne i samtalen, kan man se, hvor følsom en opgave det faktisk er. Det er ikke bare lige at spørge ’vil du være med, eller vil du ikke være med’. At være klar over at man stiller forældrene i et dilemma hver gang, man åbner for en stillingtagen til, hvordan de vil samarbejde, kan være en vigtig viden at have, når man som socialarbejder skal kommunikere med forældre.”

Forskning i resiliens

Ida Skytte JakobsenIda Skytte Jakobsen fra UCL er psykolog og forsker i resiliens. Nogle børn klarer sig godt på trods af at de møder store belastninger og risici i deres barndom. De er resiliente. Viden om de faktorer, der virker beskyttende for børn, kan bruges i velfærdsprofessionerne til at gøre flere børn i udsatte positioner resiliente.  

”Resiliensbegrebet har et to-delt perspektiv – der er både fokus på risikofaktorer og beskytteende faktorer. Man ser altså både på, hvad har der været af belastning, og hvad det har betydet, og på hvad der skal til for, at belastningen ikke får betydning. Det er en dobbelthed, vi hele tiden skal have med i socialt arbejde,” mener Ida Skytte Jakobsen.

Hun understreger, at interventionerne ofte kan ligge på et meget lavpraktisk niveau, selvom man kigger bredt på barnets trivsel.  

”Måske kan vi se at det der med madpakker er svært for far, fordi mor er død. Så kan børnehaven fx sætte ind der. Hvis det er et skolebarn, så kan man fx sige, at den næste måned skal Sofie ikke have lektier for, for vi kan se, at det simpelthen er for meget lige nu. Så handler om at få det ned til sådan nogle ret små dagligdags begivenheder. At finde de steder, hvor man så kan gå ind og beskytte, så det pres eller den belastning, der har slået barnet ud af kurs, ikke får en betydning, som kommer til at brede sig til alle barnets trivselsområder,” forklarer hun.  

Med resiliensperspektivet sætter man et særligt felt af viden i spil. Det, der hjælper og beskytter andre børn, kan også bruges i særligt udsatte situationer. Sammen med Sabine Jørgensen arbejder Ida Skytte Jakobsen på et forskningsprojekt om forældresamarbejde på døgninstitutioner.  

”Selvom du bor på døgninstitution, spiller dine forældre en stor rolle for, at du trives. Det kan godt være at de ikke fysisk er tilstede, men samarbejdet med dem er en vigtig komponent i, at barnet synes, de har et sted de hører til,” siger Ida Skytte Jakobsen og uddyber:  
”Børn der er i et krydspres, hvor forældre og institution trækker i hver sin retning, er efterladt noget alene. De er enten sammen med pædagoger i den ene verden eller med forældre i den anden verden, men bliver nemt sådan lidt eksistentielt alene, hvis der ikke er et godt samarbejde. Og jo yngre du er, jo værre er det her.”

Anbragte børn skal jo samarbejde med både forældrene og pædagogerne, selvom der ikke samarbejde mellem dem.  

”Så er det overladt til barnet at få det til at fungere. Man kan efterlade børn meget alene ved ikke hele tiden at sørge for at række ud efter forældrene,” konstaterer Ida Skytte Jakobsen og understreger, at set ud fra resiliensbegrebet er godt forældresamarbejde en potentielt god beskyttende faktor. 

Tekst: Anna Krarup Jensen