Genveje


På en fælles mission

Der var fuldt hus, da NUBUs årsmøde i januar 2019 satte fokus på sammenhæng og kontinuitet i indsatser til udsatte børn og unge. Diskussionslysten var stor, og der er masser af udfordringer at tage fat på. Sammenhæng vil alle gerne have mere af – men hvad mener vi egentlig med det, og hvordan skaber vi det?

Aarsmoede

Dagens ordstyrer, Astrid Læssøe nåede dårligt nok at få afsluttet sætningen, da hun bad deltagerne vende sig mod sidemanden og fortælle hvilke, temaer de var særligt nysgerrige på i for

hold til sammenhæng i indsatser til udsatte børn og unge. En massiv summen af stemmer fyldte øjeblikkeligt lokalet. Det var tydeligt, at deltagerne på NUBUs årsmøde havde noget på hjerte.

”Vi er på en fælles mission om at skabe et bedre og mere sammenhængende liv for udsatte børn og unge. Vores udgangspunkt for, hvordan vi arbejder med den mission er forskellig. I dag sidder de fagprofessionelle, der i det daglige er tæt på børnene side om side med forskere, frivillige, offentlige ledere og mange andre,” som NUBUs styregruppeformand Erik Hygum udtrykte det i sin velkomst.

Udsat for lidt af hvert

Det blev tydeligt på NUBUs årsmøde, at der er mange og gode grunde til at debattere sammenhæng for udsatte børn og unge.
”Man kan være udsat på mange forskellige måder – men hvis der er en ting, som går på tværs af forskellige former for udsathed, så er det, at man i en udsat position også bliver udsat for lidt af hvert. Og med det mener jeg ikke mindst udsat for indsatser fra mange forskellige kanter,” lagde centerchef Morten Hulvej Rod ud med.

Han ramte her en nerve, som gik igen i flere oplæg og kommentarer fra salen.  
”Vi drukner familierne i professionel hjælp, hvis vi hele tiden vil noget med dem,” lød det for eksempel fra docent Anne Marie Willumsen fra VIA University College i sit oplæg om helhedsorienteret socialt arbejde i og med udsatte familier. Løsningen er at lytte til familiernes egne behov og ønsker for hjælp, mener hun.

Familier i centrum

”Så lyt dog til de børn!” skrev en fra salen, da deltagerne blev bedt om at nedskrive bud på gode veje til at skabe sammenhæng.

Familiernes perspektiv er i det hele taget en af de ting, der gik igen gennem hele årsmødet. Selvom udsatte familier ikke selv var til stede i salen den tirsdag, så talte mange af deltagerne med familiernes stemmer og betonede vigtigheden af at inddrage børnenes, de unges og deres forældre egne perspektiver på deres udfordringer. Det glæder NUBUs centerchef.
”Vi skal sikre os, at bestræbelserne på at skabe sammenhæng gør en positiv forskel for børnene – og ikke bliver systemets dans med sig selv,” sagde Morten Hulvej Rod.

Ordsky

Anbragte børns oplevelse af sammenhæng

At tage højde for børnenes perspektiv var også en af de gennemgående pointer i paneldebatten om anbragte børn. Sammenhængstiltag skaber først sammenhæng, når børnene oplever, at der er sammenhæng.

David Pedersen, der er formand for De Anbragtes Vilkår, lagde vægt på det utal af handleplaner, som mange anbragte må forholde sig til i deres barndom. Det skaber forvirret identitet og en følelse af historieløshed – som strækker sig helt ind i voksenlivet for tidligere anbragte.
”Der mangler fokus på, hvor stor betydning handleplanen har – er målene opnået eller lader vi anbragte gå ind i voksenlivet med følelsen af, at anbringelsen er uafsluttet? Systemet kan have et billede af sammenhæng, uden at det er de ting, der giver mening i forhold til barnets vej til voksenlivet,” sagde David Pedersen.  

Han suppleredes af Mette Larsen, leder af Videnscenter for Anbragte Børn og Unge i Københavns Kommune:
”I et børneperspektiv handler sammenhæng om at forstå det, der sker. Hvorfor skal jeg anbringes? Er det mine forældres beslutning eller noget, jeg har gjort? Hvorfor skal jeg tale med tilsyn?” sagde hun.

Formand for Plejefamiliernes Landsforening Thomas Vorre-Grøntved understregede betydning af at inddrage plejeforældre i bestræbelserne på at skabe sammenhæng i plejebørnenes liv.
”Størstedelen af plejeforældrene ved godt, hvor skoen trykker. Så plejefamilierne skal inddrages for større sammenhæng – sammen med de biologiske forældre. Det er de to ting, der fylder mest i barnets hoved: Deres forældre og deres plejeforældre,” mente Thomas Vorre-Grøntved.

PaneldebatSofie Danneskiold-Samsøe er lektor ved Københavns Professionshøjskole og projektleder på forskningsprojektet ’Mig og min plejefamilie – en hånd til bedre trivsel’. Hun gav i sit oplæg en overflyvning af de komplekse systemer omkring anbragte børn og en fornemmelse af, hvor mange forskellige mennesker og fagpersoner, som de anbragte børn skal forholde sig til. To sæt familier, sagsbehandlere i både hjemkommunen og plejekommunen, lærere, tilsyn, familieplejekonsulenter…

”Der er mange forskellige perspektiver – og alle er de meget vigtige. Men det her overblik i fugleperspektiv er ikke der, hvor barnet befinder sig. Barnets perspektiv er hverdagene – ofte med en fyldt kalender, der skal have plads til både biologiske forældre, fritidsinteresser og sagsbehandlere,” forklarer hun.

Det er netop i hverdagen hos plejefamilierne, at forskningsprojektet ’Mig og min plejefamilie’ sætter ind. Projektet samler og udvikler tiltag, som plejeforældre kan bruge for at højne børnenes trivsel og læring.

Forskning i sammenhæng

Efter pausen gik nogle af NUBUs og professionshøjskolernes forskere på scenen med ultrakorte oplæg om deres forskning i kontinuitet og sammenhæng for udsatte børn og unge.

Lektor Andrey Lukyanov-Renteria fra Professionshøjskolen Absalon gennemgik begrebet kontinuitet, som det defineres i forskellige forskningsperspektiver. Han anbefalede at gå væk fra lineære tilgange til kontinuitet i sagsbehandling og indsatser, og det se det som processer, hvor fokus på stabilitet spiller en afgørende rolle.

”Barnet eller den unge er i stand til selv at identificere, hvilke arenaer i hans/hendes liv, der gerne skulle være præget af kontinuitet, og at det er de velfærdsprofessionelles opgave at sikre dette,” sagde han.

Christian Quvang, docent ved UC Syd, fremlagde med et bogstavrim fire arenaer, som er vigtige for børns og unges følelse af sammenhæng: At lære, at være, de kære og det nære. Med eksempler understregede han vigtigheden af, at de professionelle er opmærksomme på disse arenaer fx i indsatser til unge, som har svært ved at få fodfæste i uddannelse og arbejdsmarked. 

Anne Marie Willumsen lagde vægt på en mere helhedsorienteret og enkel indsats til de udsatte familier. For det skaber tillidsfulde relationer mellem familier og professionelle, så trivslen stiger hos børnene.

Brug for viden

Det står i hvert fald tydeligt, at udfordringerne med manglende sammenhæng er mange og løsningerne næsten ligeså mangfoldige. Derfor er der stadig behov for at sætte sammenhæng på dagsordenen og diskutere fælles forståelser frem. NUBUs centerchef opfordrede ved starten af årsmødet til tværfaglige, kritiske og nysgerrige diskussioner.

”Jeg håber faktisk også, at vi i dag kan være en lille smule uenige – eller i hvert fald udfordre hinanden lidt. For faren med et lidt fluffy begreb som sammenhæng er, at vi alle sammen taler om, hvor vigtigt det er – og om at der i dag er for lidt af det – men at vi måske mener noget ret forskelligt uden at være klar over det. Så jeg håber, at årsmødet giver større klarhed – også om uklarhederne,” sagde han i sit oplæg.

NUBUs årsmøde var et lille skridt på vejen til klarhed. Et skridt på vejen til at forskningsviden kommer ud i velfærdspraksis, og en inspiration for både forskere og praktikere til, hvordan sammenhæng kan se ud for de udsatte børn og unge, som vi er på mission for at hjælpe.

Tekst af Anna Krarup Jensen