Gå til indhold
Søg

Approaching Inclusion

FORSKNINGSPROJEKT | 2016-2020

I forskningsprojektet Approaching Inclusion (AppIn) har forskere undersøgt samarbejdet mellem lærere og andre interne og eksterne ressourcepersoner fx pædagoger, AKT-vejledere og skolepsykologer. Forskerne har undersøgt samarbejdets betydning for udviklingen af en mere inkluderende skole med særligt fokus på, hvordan samarbejdet bidrager til at udvikle skolens praksis og dermed forskyde grænsen mellem inklusion og eksklusion.

Baggrunden for dette fokus er, at det i særlig grad har været samarbejde mellem forskellige fagligheder, vidensformer og kompetencer, som har været kommunernes svar på at realisere udviklingen af en mere inkluderende skole. I stedet for at undersøge inklusion som et spørgsmål om pædagogiske og didaktiske greb iagttog forskerne i AppIn-projektet inklusion som et sociologisk begreb, som betyder, at både inklusions- og eksklusionsprocesser medvirker til at skabe skolens praksis.

Kontakt AppIn

Ph.d.

Forskningsleder for Forskning og Udvikling, Pædagoguddannelsen

Københavns Professionshøjskole

 

51 63 27 70

jhha@kp.dk

Feltarbejde på skoler – i klasserum og møderum

Projektets empiriske grundlag stammer fra feltarbejde på seks skoler i fire kommuner i efteråret og vinteren 2016/17. På hver af de seks skoler fulgte forskerne to klasser i henholdsvis indskolingen og udskolingen. Fokus var på samarbejdet mellem lærerne, pædagoger, PPR og andre fagpersoner i og omkring klassen. Datagenereringen foregik via videooptagelser og feltnoter fra klasserummet samt lydoptagelser og feltnoter fra 72 forskellige typer af møder mellem lærere, ressourcepersoner samt ledelse. Derudover foretog forskerne 27 fokusgruppeinterviews med udvalgte elever, lærere og andre ressourcepersoner.

Opretholdelse af status quo

Projektet analyserer desuden skolen som en praksis bestående af en mængde delpraksisser, fx faglige praksisser samt klasserumspraksis og mødepraksis. Skolen forstås altså i projektet som en social praksis, der både indeholder regularitet og forandring, og med et særligt fokus på handlinger og forhandlinger, der har betydning for konstruktioner af normer, regler, rutiner og mening. Forskellige delpraksisser griber ind i hinanden og er gensidigt afhængige og påvirker hinanden. Det er derfor nødvendigt at se på og forandre flere delpraksisser, hvis der ønskes forandring og udvikling af en praksis.

Imidlertid viser forskernes analyser i AppIn, at skolens forskellige delpraksisser ofte håndteres som adskilte og uafhængige af hinanden. Dermed opretholdes og vedligeholdes hver delpraksis med hver deres praksislogik i forhold til arbejdsopgaver, problemforståelser og løsningsstrategier. Dette medvirker til, at de professionelles samarbejde på skolerne i højere grad kommer til at bidrage til dekoration frem for transformation af den inkluderende skole – dvs. at samarbejdet mellem af lærere og andre interne og eksterne ressourcepersoner mest af alt bliver en opretholdelse af status quo og dermed ikke bidrager til den udvikling af anderledes måder at gøre tingene på, som er nødvendig for at skabe den inkluderende skole.


Projektet er afviklet i 2016-2020 og er støttet af Velux Fonden.


Alle forskningsprojekter

NUBU skyder løbende nye projekter i gang, der samler forskningskræfter fra flere af landets professionshøjskoler. Se alle vores projekter her.